Spring til indhold

Indkøbskurv (0)

Din indkøbskurv er tom

Vi håber du finder noget du kan lide

Se alle produkter

Selvkærlighed & Livsglæde

Du fortjener lige så meget kærlighed og succes som alle andre! Du er stjernen i dit liv, og kun du kan tage ansvaret for dig selv. Først når du vælger at give dig selv mere kærlighed og omsorg, kan du opnå et varigt vægttab eller en sundere livsstil.
Selvkærlighed & Livsglæde

Vi mennesker er ofte vores egne største kritikere, og vi kræver meget mere af os selv, end vi gør af andre. Hvorfor lykkes jeg ikke? Hvorfor får jeg ikke trænet mere? Nu spiste jeg igen for meget, hvor er jeg dog dum! Måske kan du genkende den slags negative tanker. Men i bund og grund handler det ikke om, at du ikke lykkes. Det handler om, at du ikke har sat dig selv forrest i forhold til, hvad du gerne vil i dit liv. Du har glemt at være kærlig mod dig selv.

Måske føler du inderst inde, at du ikke fortjener det, eller at det ikke kan lykkes for dig. Til det vil jeg sige: Hvorfor skulle du ikke også have lov til at få mere energi og glæde i dit liv? Du fortjener lige så meget kærlighed og succes som alle andre! Du er stjernen i dit liv, og kun du kan tage ansvaret for dig selv. Først når du vælger at give dig selv mere kærlighed og omsorg, kan du opnå et varigt vægttab eller en sundere livsstil.

Måske tør du ikke tage springet og sætte dig selv forrest, fordi du så tror, at du svigter og nedprioriterer din familie og dine venner. Men sådan hænger det ikke sammen. Fakta er, at når du bliver gladere, får mere energi og overskud, vil alt dette smitte positivt af på de mennesker, du har omkring dig i din hverdag. Så dette er ikke bare en investering i dig selv, men lige så meget en investering i dem du holder af

 

10 veje til selvkærlighed og livsglæde

Mere livsglæde og selvværd starter hos dig selv. Men hvordan får du opbygget en større kærlighed til dig selv? Det har jeg et bud på. I det følgende afsnit får du 10 øvelser til at komme i gang. Nogle af dem kan være sværere for dig at tage fat på end andre. Men det vigtigste er, at du kommer i gang med at opbygge en større kærlighed til dig selv. Det er nemlig hele grundlaget for et sundt og glædesfyldt liv. I starten vil du måske glemme nogle af øvelserne, men du kan altid tage fat på dem igen. Øvelse gør nemlig mester!

 

1 | Bliv bevidst om dine negative tanker

Negative tanker begrænser dig og forhindrer dig i at være den bedste udgave af dig selv. Ved at blive bevidst om den indre negative stemme og forstå, hvor den kommer fra, er det lettere at ændre den. Måske er du blevet talt meget ned til som barn, fået at vide, at du ikke var god nok eller blevet mobbet. Dette kan medvirke til, at du taler grimt til dig selv.

Når du er blevet bevidst om dine tanker, så spørg dig selv: Handler de her tanker overhovedet om noget, jeg har kontrol over? Mange af de tanker, der fylder allermest, handler om noget, vi slet ikke selv har indflydelse på! Derfor må vi give slip på dem, for vi kan alligevel ikke finde en løsning.

Koncentrér dig i stedet om de tanker, som du har mulighed for at ændre. Det kunne for eksempel være den indre negative stemme, som taler grimt til dig. For hvem er det, der bestemmer, hvilke tanker der skal have magt og lov til at fylde? Det er dig!

Det kan tage tid at ændre sine tanker og blive bevidst om at fokusere på det, der er brugbart, og give slip på resten. Men ved at øve dig vil de negative tanker med tiden blive færre, og de positive flere. For det, vi fokuserer på, er også det, der vokser.

 

2 | Stop med at sammenligne dig med andre

Det er let at komme til at sammenligne sig selv med andres ’perfekte’ krop,familie, job og liv, som vi ser på sociale medier. Men husk, at det ofte er en opstillet virkelighed. Det ved du sikkert også godt: Vi opstiller glansbilleder for hinanden på de sociale medier, som ingen af os har en chance for at leve op til.

Overvej derfor, hvor meget energi, du vil bruge på andres glansbillede-liv. Ikke at du behøver tjekke helt ud af sociale medier, men hvis du hele tiden sammenligner dit eget liv med andres, så er det tid til at passe mere på dig selv. Fokusér i stedet på det, du har i dit liv, og anerkend dig selv for det, du kan. For du er nemlig præcis, som du skal være!


3 | Tal kærligt til dig selv

Hvis en god veninde fortæller dig, at hun er ked af det, ikke duer til noget eller føler sig mindre værd end alle andre, så vil du nok give hende et kram og en kop kaffe, sige at hun er god nok og huske hende på alle de ting, du godt kan lide ved hende. Du vil trøste hende og bakke hende op. Det skal du også gøre med dig selv!

Man kan blive så vant til at tale grimt til sig selv, at man slet ikke tænker over det. Men du skal tale til dig selv som til din bedste veninde. Slå ikke dig selv i hovedet, men giv dig selv lige så meget omsorg, som du giver til alle andre, du holder af.

Øv dig i at rose dig selv. Gør det for eksempel til en vane at kigge dig selv i spejlet hver aften og sige: “Jeg er helt, som jeg skal være – jeg laver fejl, men det gør andre også”, ”Jeg gør mit bedste, og det er godt nok” eller ”Jeg fortjener at være glad, og det er mig, der har magten”. Sig det nogle gange efter hinanden, og gerne, mens du tager et par dybe indåndinger. I starten kan det virke uvant, men jo mere du øver det, jo mere vil du begynde at lytte til den positive stemme.

 

4 | Stop med at jagte andres accept

Jeg har selv brugt mange år på at leve op til andres forventninger eller til det, jeg troede, de forventede af mig. Med tiden fandt jeg ud af, at vi ikke kan bruge andres meninger til en pind. Du kan aldrig gøre alle tilfredse alligevel. Så lad være med at jagte andres accept, for du bliver ikke gladere af at please andre. Du bliver gladere af at mærke efter hos dig selv, hvad der er vigtigt for dig. I stedet for at tænke på, hvad andre synes, så spørg dig selv: Hvem gør jeg egentlig det her for? Gør det mig glad? Hvad skal jeg hellere gøre, som giver bedre mening for mig?

Jeg elskede at danse allerede som barn, men der hvor jeg kommer fra, går drenge ikke til dans, de går til fodbold. På fodboldholdet passede jeg slet ikke ind. Det følte jeg heller ikke, at jeg gjorde i skolen. Men da jeg blev 10 år, fik jeg endelig lov til at gå til dans efter at have plaget mine forældre længe. Her mødte jeg andre, som elskede det samme som jeg, og pludselig følte jeg mig hjemme og ikke forkert. Dansen resulterede dog i en del mobning, fordi jeg skilte mig ud fra mængden, og det var enormt svært at holde fast, når andre syntes, jeg var mærkelig. Men i dag kan jeg stolt kigge tilbage og være utrolig taknemmelig for, at jeg holdt fast, og ikke bare gjorde det, som alle andre forventede af mig. Jeg gjorde det, der gjorde og stadig gør mig glad, og det har været mit fokus lige siden.

 

5 | Brug tid med mennesker, som vil dig det bedste

De mennesker, du omgiver dig med, er med til at forme, hvordan du ser dig selv. Tag afstand fra dem, som ikke tror på dig eller giver dig dårlig energi, og brug mere tid med mennesker, som løfter dig op og vil dig det bedste. Deres opbakning, omsorg og positive energi er guld værd.

Måske kan du ikke helt udelukke de mennesker, som trækker dig ned, for eksempel familie eller en kollega. Men du kan måske tage afstand, minimere den tid I er sammen, og passe bedre på dig selv, når I er det. Øv dig i, hvad du vil gøre i de situationer, hvor nogen overskrider dine grænser. Det kan være, du skal have en remse i dit hoved, der siger ”De ved ikke bedre” eller ” Jeg tilgiver dem for det, de gør eller siger”. Små mantraer som disse kan hjælpe dig med at klare situationerne bedre. Du kan selvfølgelig også sige direkte til dem ”Jeg synes ikke, det er rart, når du siger eller gør sådan”. Men det er svært at ændre på andre. Til gengæld kan du tage et aktivt valg om at tage mere afstand og passe bedre på dig selv, når du er sammen med nogen, som giver dig dårlig energi.

 

6 | Hav realistiske forventninger

Du kan ikke opnå alt på én gang. Hvis du vil det, er det dømt til at gå galt. Måske har du allerede prøvet det før? Hvis du gerne vil leve en sundere livsstil, skal du i stedet sætte nogle realistiske mål. Du kan ikke både træne hårdt hver dag, ændre din kost 100% ved hvert eneste måltid og samtidig passe familie, arbejde, venner og alle de andre gøremål, der er i hverdagen. Start i stedet med nogle få fokusområder, som passer i dit liv, og du vil se resultater på den lange bane.

Drop ‘alt eller intet’ tankegangen, da den spænder ben for dig. Størstedelen af dem, der kaster håndklædet i ringen, har sat for høje forventninger til sig selv, og fejler man én gang, så føler man, at alt er tabt. Forventningerne til dig selv skal derfor være på et niveau, hvor du kan følge med, og på den måde får du skabt en hverdag og livsstil, som du kan holde fast i resten af livet. Dét giver vedvarende resultater.

 

7 | Sæt tid af til dig selv

Hvor tit sætter du tid af til dig selv? Måske ikke så tit. Men du skal have noget ’mig-tid’ i kalenderen, så du kan lade op. Det vil gøre en kæmpe forskel for dig.

Luk døren til dit soveværelse og læs nogle sider i en bog, sæt dig på terrassen med en kop kaffe, gå en tur, skriv i din dagbog. Du ved bedst selv, hvad der lader dine batterier op. Det vigtigste er, at du mærker, at du prioriterer dig selv. Det kan sagtens bare være 20 minutter et par gange om ugen, men skriv det i kalenderen, og aftal det med din familie eller bofælle, så de ikke forstyrrer dig.

Nyd så at være alene, og slip dine tanker fri. Når du er sammen med andre, er dit fokus helt eller delvist på dem. Når du er alene, bliver det nemmere at høre din egen stemme og få dybere kontakt til den, du er. For at du kan være der 100% for andre, skal du først og fremmest være der for dig selv.

 

8 | Vær aktiv og spis sundt

Selvkærlighed er at passe på sig selv og sin krop. Det handler ikke om at komme til at se ud på en bestemt måde, men om at give din krop det, den bliver glad af. Fysisk aktivitet og sund mad gavner humøret og styrker din krop. Så tag et valg om, at du vil i gang med at leve sundere, for du fortjener at have det så godt som muligt. Det sker ikke på én gang. Men når du begynder at spise mere sundt og bevæge dig mere, vil det smitte positivt af på dit selvbillede. Du bliver simpelthen gladere for dig selv, når du gør noget godt for dig selv.


9 | Sæt fokus på det, du er taknemmelig for

Alle kan have dårlige dage – det har jeg også. Men vi glemmer tit alt det positive, der også er i livet, eller ender med at tage det gode, vi har, for givet. Men vi får mere livsglæde og tilfredshed, hvis vi sætter fokus på alt det, vi er taknemmelige for.

Jo mere du får øjnene op for de lys, der skinner i dit liv, jo nemmere vil det være for dig at være taknemmelig for dem. Prøv med en taknemmelighedsdagbog: Hver aften (eller bare en gang om ugen) skriver du de ting ned, du er taknemmelig for. Det kan være stort og småt fra mennesker, du elsker i dit liv, til de smukke blomster i din vindueskarm. Det vigtigste er, at du ’opdager’ og fokuserer på de gode ting. Dit mindset er ekstremt kraftfuldt, og du har meget mere magt over din egen livsglæde, end du tror.

 

10 | Tag kontrollen

Den livsstil, du har nu, har bragt dig til, hvor du er i dag. Hvis du ikke er tilfreds med, hvor du er, må du vælge en ny vej. Hvis du drømmer om forandring, må du ud af din komfortzone og ændre på dine rutiner. For alt godt kommer ikke til den, der venter, men til den, der gør noget ved det! Så sæt dig selv forrest, ryk om på førersædet af bilen og tag rattet.

Det er din tur nu, og det er dig, der styrer, hvor du skal hen!

Skrevet af: Morten Kjeldgaard, Vægttabscoach 

ANBEFALEDE ARTIKLER

De Officielle Kostråd - Godt for sundhed og klima

De Officielle Kostråd - Godt for sundhed og klima

Er det en fordel at spise sukker, når du skal træne? Umiddelbart vil du måske tænke, at hurtig energi fra sukker er en god ting, når man skal træne. Men hvad sker der, når luften går af ballonen, o...

Læs mere
Blodsukker og glykæmisk indeks

Blodsukker og glykæmisk indeks

Forskning tyder på, at en kost med lavt GI kan være med til at sænke langtidsblodsukker for personer med diabetes.

Læs mere
Bæredygtig chokoladeproduktion

Bæredygtig chokolade

Som fødevarevirksomhed vil vi gerne være med til at tage ansvar for, at den chokolade, vi sælger, bliver produceret på en bæredygtig måde. Det gør vi bl.a. via valg af de rette leverandører af chok...

Læs mere
ADI og sødemidler

ADI og sødemidler

EASIS bruger udelukkende de intensive sødemidler, som er godkendt af EU og Fødevarestyrelsen i Danmark.

Læs mere