EASIS - uden tilsat sukker. Men hvad så
Alle EASIS’ produkter er uden tilsat sukker – og det er uden undtagelser. Men da mange EASIS produkter er søde produkter, som normalt indeholder sukker, stiller mange spørgsmålet: Hvad indeholder de så? Det vil vi prøve at svare på her:
Til at give sødme anvender EASIS sødemidler som alle selvfølgelig er godkendt af EU og Fødevarestyrelsen i Danmark.
Sødestoffer opdeles primært i stærke (intensive) og svage (sukkeralkoholer).
De intensive sødestoffer
De intensive sødestoffer er for det meste kunstigt fremstillet og ligner ikke sukker i deres kemiske opbygning. At sødestofferne er intensive/stærke betyder, at der skal bruges en meget lille mængde og dermed et helt ubetydeligt antal kalorier i det enkelte produkt sammenlignet med sukker. Fx svarer sødeevnen af 1 gram af sødemidlet sucralose til sødeevnen af 600 gram sukker.
Da de intensive sødestoffer ikke giver fylde til et produkt, som sukker gør, erstatter vi sukkerets fylde med fibre, proteiner og/eller vand i stedet. Det kan du høre mere om i Youtube-videoen her
Sukkeralkoholer/polyoler
Den ’svage’ gruppe af sødestoffer som ofte anvendes i fødevarer kaldes sukkeralkoholer eller polyoler. Eksempler på polyoler er maltitol, xylitol og isomalt. Kemisk set minder de meget om normalt sukker, og har også nogenlunde samme sødende effekt. Sukkeralkoholer er energigivende og påvirker blodsukkeret – dog i mindre grad end sukker.
For det meste er pointen ved at vælge produkter med sukkererstatninger netop at undgå det høje sukkerindtag og den medfølgende blodsukkerstigning. Det er derfor vigtigt at vide, at når sødestoffer udgøres af sukkeralkoholer, er de i mere eller mindre grad energiholdige og har stadig sukkerlignende effekt på kroppen og blodsukkeret. Det kan være svært at gennemskue i en næringsdeklaration, da det ikke er obligatorisk at angive mængden af polyoler. Selvom sukkeralkoholer påvirker blodsukkeret, så er det stadig tilladt at anvende i sukkerfri produkter og produkter uden tilsat sukker.
Alle sukkeralkoholer (på nær erythritol) bidrager med 2,4 kcal/10 kJ pr. 1 gram, hvor sukker bidrager med 4 kcal/17kJ pr. 1 gram. De forskellige sukkeralkoholer påvirker blodsukkeret forskelligt. Sukkeralkoholen erythritol giver 0 kJ pr. gram.
Nedenstående tabel viser en oversigt over sukkeralkoholer og deres påvirkning af blodsukkeret, hvor den øverste – som er Maltitol – har den største påvirkning.
Malitol 36
Xylitol 13
Isomalt 9
Sorbitol 9
Lactitol 6
Erythritol 0
Sukkeralkoholer kan desuden give diarré eller andre gener for mave- og tarmkanalen, hvis du spiser mere end 20-25 g om dagen.
EASIS begrænser derfor brugen af sukkeralkoholer, undtagen i vingummi og lakrids, som primært udgøres af maltitol. Vi har valgt at bruge maltitol i netop disse produkter, da det ikke har været muligt produktionsteknisk at gøre det anderledes.
Maltitol
Maltitol er en sukkeralkohol, der bruges i en række fødevarer som en sukkererstatning. Det tilbyder næsten samme sødme som sukker, men med færre kalorier. Maltitol er specielt nemt at anvende, da det bevarer produktets tekstur og smag næsten identisk med almindelig sukker. Det er derfor, at det ofte er et foretrukket valg i produktionen af sukkerfri slik. Dog skal man være opmærksom på, at maltitol får blodsukkeret til at stige og derfor skal spises i meget begrænset omfang, hvis man har diabetes.
I langt de fleste EASIS produkter bruges der sjældent maltitol eller andre polyoler og altid under 10 E% (de eneste undtagelser er lakrids og vingummi). Dog med en enkelt undtagelse – nemlig det naturlige sødemiddel erythritol.
Erythritol
Erythritol er en sukkeralkohol, som adskiller sig fra de andre sukkeralkoholer, fordi den ikke indeholder kalorier og ikke påvirker blodsukkeret. Desuden er Erythritol af naturlig oprindelse. Erythritol er omkring 70% så sødt som sukker og adskiller sig altså fra andre sukkeralkoholer ved at indeholde 0 kcal samt ikke at påvirke blodsukkeret.
Erythritol er et meget lille molekyle, der optages i tyndtarmen og udskilles uforandret i urinen, hvorfor det heller ikke forårsager fordøjelsesbesvær, som andre sukkeralkoholer.
EASIS Perfect Multisød og Perfect Florsød indeholder ifølge næringsdeklarationen 100% kulhydrater – men stadig 0 kcal. Det kan virke forvirrende, men det skyldes, at erythritol ifølge lovgivningen skal angives som et kulhydrat – også selvom det faktisk ikke bidrager med energi. Så det skal man være opmærksom på, hvis man tæller kulhydrater.
Kulhydrattælling
Tæller man kulhydrater, kan man i produkter, som indeholder erythritol, derfor trække det fra det samlede kulhydratindhold.
Flere af EASIS’ produkter, som fx chokolade, Soft barer og Kammerjunkere indeholder erythritol. Disse produkter indeholder derfor i virkeligheden også mindre kulhydrat end næringsdeklarationen skriver. Derfor skriver vi også altid, hvor mange procent erythritol, et produkt indeholder, så man kan trække det fra kulhydraterne.
Hvis man f.eks. ser på næringsindholdet på en Soft bar med karamel, så indeholder den 19 g kulhydrat pr. 100 g, hvoraf 3,5% udgør erythritol. Det vil sige, at baren egentlig indeholder 19 g-3,5 g = 15,5 g kulhydrat pr. 100 g.