Nytårsforsæt - Vægttab med succes

Måske har du et ønske om at tabe dig i det nye år. Det kræver fokus og ændring af vaner. Når man går i gang med at arbejde med nye vaner i forbindelse med et vægttab, har man oftest størst fokus på målet – altså selve vægttabet. Det er dog også vigtigt, at det bliver en god tid på vejen mod målet – selve vægttabsrejsen. Fokus bør derfor ikke alene rettes på selve vægttabet, men også på dit velbefindende.
Hold fokus på dine vaner og adfærd, så kommer du godt i mål og kan fastholde dit vægttab på længere sigt.
Her er nogle idéer til, hvordan du kan gribe det an, samtidig med at du undgår at falde i fælden med dårlig samvittighed:
- Sæt realistiske mål: Start med at sætte små opnåelige mål for dit vægttab. I stedet for at sigte efter en stor vægttabsplan, kan du for eksempel sigte mod at tabe gennemsnitligt et halvt kilo om måneden. Det er mere holdbart og hjælper dig med at undgå skuffelse.
- Fokus på vaner: I stedet for at fokusere på ”forbudte” madvarer, kan du prøve at opbygge sunde vaner. Det kan for eksempel være at spise grøntsager til hvert måltid, drikke 1½ liter vand, lave tre yogastillinger eller gå en tur hver dag. Når du ændrer dine vaner, bliver vægttab et naturligt resultat heraf.
- Regelmæssig vejning: Det kan være motiverende at følge din udvikling med vejninger. Dog er det vigtigt ikke at blive for fokuseret på de daglige ændringer, da vægten kan svinge. En gang om ugen kan være tilstrækkeligt for at følge din fremgang. Gerne samme dag og på samme tidspunkt som for eksempel onsdag morgen inden tøj og mad.
- Sund mad uden begrænsning: Fornuftig kost handler ikke kun om at spise ”det rigtige”, men også om at finde balance og nydelse i maden. Undgå at straffe dig selv for en usund snack eller en ”jeg faldt i” situation. Fokusér på at komme videre, du kan alligevel ikke ændre ved det, der er sket. Noget af det værste er at få dårlig samvittighed, skælde ud og spise mindre. Acceptér og fortsæt, hvor du slap, så du kommer videre.
- Motion skal være sjovt: Find en form for motion, som du virkelig gider. Al bevægelse tæller, om det er yoga, poledans, cykling eller noget helt fjerde. Når træning og bevægelse bliver sjovt, er det lettere at opretholde på lang sigt. Her kan gruppetræning også være aktuelt i forhold til motivation.
- Vær tålmodig: Husk, at vægttab er en rejse, og det at ændre sig er en proces. Det er vigtigt at være venlig mod dig selv, og særligt hvis du ryger lidt af sporet. Det er langt nemmere at prøve igen, hvis man ikke føler sig nedgjort og skamfuld. Start bare på ny og vær stolt over at du rent faktisk prøver igen og af de fremskridt, du allerede har gjort.
-
Ingen dårlig samvittighed: Hvis du nyder et stykke chokolade eller en ekstra portion mad, så vær ikke hård ved dig selv. Det er en del af at leve et afbalanceret liv. Det handler om helheden, ikke én enkelt handling.
Sæt intentioner for dit vægttab uden at lade det styre din hverdag. At vælge sundere vaner er en investering i dit helbred, ikke en hård opgave.
Tips til sund kost:
- Prioriter grøntsager: De har et lavt kalorieindhold og er fyldt med gode næringsstoffer
- Vælg fuldkorn: Havre, quinoa, fuldkornsbrød og fuldkornspasta kan hjælpe dig med at føle dig mæt længere.
- Protein: Sørg for at få protein fra magert kød, hytteost, æg, bønner eller andre plantebaserede kilder.
- Undgå sukkerholdige drikkevarer: Vand, urtete, dansk vand eller sort kaffe er gode alternativer.
Pøj pøj
Skrevet af: Jane Agergaard, Klinisk diætist