Omsorg og positiv energi

De mennesker, du omgiver dig med, er med til at forme, hvordan du ser dig selv. Tag afstand fra dem, som ikke tror på dig eller giver dig dårlig energi, og brug mere tid med mennesker, som løfter dig op og vil dig det bedste. Deres opbakning, omsorg og positive energi er guld værd.
Måske kan du ikke helt udelukke de mennesker, som trækker dig ned, hvis det for eksempel er familie eller en kollega. Men du kan tage afstand og minimere den tid, I er sammen, og dermed passe bedre på dig selv, når I er det.
Øv dig i, hvad du vil gøre i de situationer, hvor nogen overskrider dine grænser. Det kan være, du skal have en remse i dit hoved, der siger ”De ved ikke bedre” eller ”Jeg tilgiver dem for det, de gør eller siger”.
Små mantraer som disse kan hjælpe dig med at klare situationerne bedre. Du kan selvfølgelig også sige direkte til dem: ”Jeg synes ikke, det er rart, når du siger eller gør sådan”. Men det er svært at ændre på andre. Til gengæld kan du tage et aktivt valg om at tage mere afstand og passe bedre på dig selv, når du er sammen med nogen, som giver dig dårlig energi.
Kærlig hilsen Morten
Skrevet af: Morten Kjeldgaard, vægttabscoach