Protein-maxxing: populær ny kosttrend
Protein er ikke længere kun for bodybuildere – det er blevet en hverdagsingrediens. Vi spiser proteiner som aldrig før og for mange gælder det bare om at få kørt nok ind på tallerkenen. Protein er et ”hot topic” blandt mange, men hvorfor er vi blevet så fikserede på at maksimere vores indtag på noget, som de fleste får nok af gennem kosten?

Hvad handler ”maxxing”-trenden om?
Udtrykket ”maxxing” er internetslang for at maksimere et specifikt aspekt af livet, og kan sættes bag på stort set alt: Sleep-maxxing, Fiber-maxxing, Skin-maxxing, Protein-maxxing. Trenden handler altså om at optimere og gør noget fuldt ud. I den forbindelse handler Protein-maxxing om at øge indtagelse af proteinrige fødevarer til måltider og snacks, nogle gange til det ekstreme, med henblik på at understøtte muskelvækst og fremme generel sundhed. Ifølge trenden er den mest effektive strategi at prioritere proteinrige fødevarer som kød, æg, mejeriprodukter og sojabaserede alternativer. En travl hverdag kan dog gøre det udfordrende at nå den daglige anbefaling udelukkende gennem hovedmåltiderne. I disse tilfælde er proteinbarer eller kosttilskud, såsom valleprotein og plantebaseret proteinpulver, praktiske løsninger, der gør det lettere at optimere og nå sit protein mål.
Trendanalysen "10 Key Trends, in Food, Nutrition and Health 2026" publicerede af New Nutrition Business belyser, at forbrugerne i løbet af de sidste par år, har vist sig villige til at acceptere protein i mange forskellige typer produkter. Udvalget af proteinrige produkter er eksploderet, og på dagligvarehylderne finder man nu alt fra kaffe og chips til is og barer med højt proteinindhold.
Fra minimumsbehov til optimalt indtag
Det nuværende anbefalede daglige indtag (RDA) for protein er fastsat til 0,8 g pr. kg kropsvægt. RDA er fastsat som den minimumsmængde, der skal til for at dække de basale fysiologiske behov hos 97,5 % af befolkningen.
Nyere forskning og mere præcise målemetoder udfordrer nu dette lave niveau. Studier peger nemlig på, at det faktiske minimumsbehov for raske voksne snarere bør ligger omkring 1,2 g pr. kg kropsvægt. Og for optimal sundhed og opnåelse af de bedste sundhedsmæssige resultater bør voksne sigte efter 1,5-2,2 g pr. kg kropsvægt.
Artiklen af Pencharz et al. udfordrer de nuværende officielle anbefalinger og mener, at vi bør bevæge os væk fra 0,8 g protein pr. kg kropsvægt og i stedet anbefale 1,2-1,6 g for den brede befolkning, og helt op til 2,2 g for meget aktive individer eller folk under vægttab.
DTU’s seneste undersøgelse af danskernes kostvaner viser et gennemsnitligt proteinindtag på 13-17 energiprocent, svarende til ca. 1,1–1,5 g pr. kg kropsvægt. Dermed ligger den gennemsnitlige dansker solidt inden for de tidligere nævnte anbefalinger. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt ’maxxing’ overhovedet er nødvendigt?
Måske er mere ikke altid bedre?
Proteiner har mange vigtige funktioner i kroppen – de fungerer primært som byggesten og indgår i alle kroppens celler. De er nødvendige for produktion af hormoner, spiller en væsentlig rolle for immunforsvaret og afgørende for vedligeholdelse for opbygning af muskler.
En kostsammensætning med et tilstrækkeligt indtag af protein er altså afgørende for at understøtte helbredet på sigt, men som med alt andet i tilværelsen er ekstremer sjældent vejen frem. En ekstrem fiksering på at indtage store mængder protein kan medføre, at man ikke får dækket sit behov for andre vigtige næringsstoffer som vitaminer, mineraler og kostfibre.
For størstedelen af den danske befolkning er den daglige kost rigelig til at sikre nok protein, og det anbefales derfor en varieret kost med fokus på gode proteinkilder, fremfor en fiksering udelukkende på protein-maxxing. Balance er det vigtigste princip i sund ernæring, og det er derfor vigtigt at finde det niveau, der harmonerer med netop din krop og din livsstil.
Skrevet af: Catharina Carstensen, Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed
Udgivet: 24. april 2026
Kilder:
Harper, H. (2026, april 17). Why Is Everyone “Maxxing” Everything—And Has It Gone Too Far? Health. https://www.health.com/maxxing-trend-11949928
DTU Fødevareinstituttet. (2026). Danskernes kostvaner 2021-2024. DTU Fødevareinstituttet. https://www.food.dtu.dk/-/media/institutter/foedevareinstituttet/publikationer/pub-2026/danskernes-kostvaner-2021-2024.pdf
Pencharz, P. B., Elango, R., & Wolfe, R. R. (2016). Recent developments in understanding protein needs – How much and what kind should we eat? Applied Physiology, Nutrition, and Metabolism = Physiologie Appliquee, Nutrition Et Metabolisme, 41(5), 577–580. https://doi.org/10.1139/apnm-2015-0549










